mandag den 2. maj 2011

Håndtaske i skind med pung

Jeg har for første gang nogensinde kastet mig ud i skind og læder - nærmere betegnet en taske med tilhørende pung. Resultatet er alt taget i betragtning blevet rigtig fint, og jeg tør endda forære den væk til næstkommende familiefødselsdag :)

Håndtaske i skind med tilhørende pung

Materiale og fremgangsmåde

Materialet er købt i Skindhuset i Skinderstræde i København. Det var mit første besøg derinde, og blev helt overvældet af, hvor meget foskellig skind og pels man kan købe, samt tilbehør til tasker, bælter, punge osv.

Jeg faldt for et stykke utrolig blødt lyst skind med struktur til 45 kr. Man skal være lidt heldig for at finde noget til i den prisklasse derinde. Jeg kom i hvert tilfælde ud derfra med en relativ stor pose med læder, remme, ringe, nåle, tråd, taskehåndtag - og 800 kr. fattigere. Så nu skulle jeg virkelig også have noget ud af det!

Jeg kastede mig hovedkulds ud i at sy en håndtaske uden skabelon eller mønster, så det var kun fantasien (og mine manglende sykundskaber) der satte begrænsninger, udover en symaskine der halvdelen af gangene ikke kunne få nålen igennem. (Note til mig selv: køb ny symaskine!) Lynlåsen var det første der blev syet på, og derefter blev den ene side og bunden syet sammen. Den sidste side skulle hanken sidde, og det var lidt besværligt at få maskinen og det bløde læder til at makke ret. Jeg havde købt en færdig taskerem i læder, men havde ikke tænkt at når den bliver lagt dobbelt og med to lag skind derudover, så er det ret besværligt at få syet i det hele taget, men også svært at få pænt.

Det lykkedes dog til sidst og resultatet er blevet en fin lille håndtaske med enkel hank til at komme om håndleddet. I første omgang havde jeg tænkt mig at sy for i både taske og pung, men synes faktisk ikke det var nødvendigt. Skindet har en fin bagside og så dufter det helt fantastisk! For må komme med i næste projekt, måske med en udvidet model med rumindeling...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...