tirsdag den 29. april 2014

Ugens gaveinspiration #18

Påskelørdag var vi til bryllup. Vejret var fantastisk, og det var en vidunderlig dag. Det er bryllupper vel altid. Det var også endnu en lejlighed til at pakke en gave ind, jubii.


Resultatet blev således. Selve indpakningen er forholdsvis neutral i svag rosa og creme, og det vedlagte kort får lov at stå frem.

How to
Pak gaven ind i tapet - her fra Ikeas specialkollektion. Tip: Det er en stor fordel at klippe papiret i den rigtige størrelse fra start, da tapet er for tykt til mange lag.
I stedet for almindeligt tape har jeg brugt guldfarvede klistermærker til at holde papiret på plads med.
Bind bånd på gaven. Her har jeg valgt et velourbånd, hvor der er en tydelig for- og bagside. Samtidig er båndet forholdsvist tykt, så det kan være svært at binde flot. Jeg har valgt en løsning hvor jeg har bundet en knude med to "kaninører" - ligesom når man først lærer at binde snørebånd. Så vender båndet den rigtige side frem på begge ører i sløjfen.



Gaven er købt i Illums Bolighus - og de pakker gaverne så smukt ind. Især hvis man køber den i stueetagen, hvor de med sikkerhed pakker ind uden tape. Indpakningen er klassisk og stilren. Ikke så mange dikkedarer. Men jeg kunne ikke dy mig for at pakke den om alligevel og bruge gaven i min serie om gaveindpakning. Du kan se, hvordan jeg tidligere har "pimpet" Illums Bolighus' gaveindpakning.



Kortet er også hjemmelavet - det viser jeg frem i et senere indlæg.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

søndag den 27. april 2014

Kort til konfirmanden - kort og godt

Denne uge har været super travl på arbejdet, så jeg har været nødsaget til at uddelegere gaveindkøb til dagens store begivenhed - min lille (efterhånden høje) grandfætter. Det ligner mig ikke at forpasse chancen for et gaveindkøb, men til gengæld tog jeg mig tid til at lave et kort i løbet af påsken.

Det er jo altid godt at være lidt på forkant med tingene. Jeg kunne måske også godt have klaret gaveindkøbet, men puha - hvad er det lige en 14-årig dreng ønsker sig?

Her er kortet. Og det ligger på vores sprit-nye terrasse, som vi allerede har haft god glæde af. Jeg glæder mig allerede til sommer.


Grundkortet er rester fra gemmerne - et tiloversværende kort fra vores invitationer til den store fest i sommer. Cirklerne har jeg lavet i helt almindeligt kopi-papir med min mindste cirkelstanser. Og så har jeg haft gang i mine bogstavstempler fra Tiger. Resultatet ligner en mellemting mellem Scrapple-brikker og de små runde knapper fra banko.


Jeg fandt noget super cool papir fra MiniMega, som jeg har gemt til en særlig lejlighed - her kom den. Det dækker bunden af kortet. Kanten er lavet ved hjælp af en særlig slags klistermærke, som jeg faldt over på en scarpbooking/kortmager-stand på AOH messen. Det er første gang, jeg bruger dem og jeg er godt tilfreds.

Den lille tekst er skrevet med min "skønneste" skønskrift. Den sidste lille detaljer er stjernen, som jeg har stemplet på med min håndskårne stempel.

Jeg har skrevet vores lykønskninger direkte på kortet - man kan jo vælge at sætte et indstik i, men det virkede bare så formelt til min 14-årige grandfætter.


torsdag den 24. april 2014

Bare-fordi-gave

Ugens gaveindpakning #17, som jeg viste frem tidligere på ugen, var en "bare-fordi-gave" til en af mine veninder. Hun havde spottet et håndskåret stempel på Tusindfryds blog, som vi måske lige kunne trylle frem af et viskelæder... Som det ofte går, når vi er sammen, så nåede vi aldrig til at skære stempler. Snakken gik og vi nåede til gengæld alt muligt andet - så som at prøvespise en lækker lagkage, brodere lidt videre på et stort projekt og for mit vedkommende modificere et broderimønster, som jeg lige skal have taget nogle billeder af. Så skal det nok komme på bloggen.


Her er mit kit til dagens stempel + stempel-test.

Stempeltesten er forvandlet til indpakning (og beskyttelse) af stemplet, så det når sikkert frem til veninden.


Her kan du se frimærke-stemplet til mobilporto... Det er da smart... Jeg har valgt at skære omridset af B'et frem. Stemplet kan også bruges til A-post - så må man bare sørge for at duppe med stempelpuden på stemplet uden at ramme B'et.


Og som I kunne se, så er jeg gået i pink mode i dag ;-)

 

tirsdag den 22. april 2014

Ugens gaveinspiration #17

En rigtig "bare-fordi-gave" til en veninde. Og den var selvfølgelig med hjemmelavet indhold, som jeg nok skal vise frem en anden dag...


Jeg har foldet den af et A4-ark skåret til kvadrat. Min test æske blev foldet uden nogle mærkeligt skævheder, og så kastede jeg mig ud i at folde den samme æske i fint, japansk papir. Og selvfølgelig blev den skæv. Måske kan du se det på billedet? Jeg tror mest, at det er mig selv, der lægger mærke til det - modtageren blev i hvert tilfælde meget begejstret - både for gaven og indpakningen...



Æsken er foldet efter denne supergode vejledning af Sara Adams med bloggen www.happyfolding.com. Indledningsvis fortæller Sara om størrelsen på æsken - den bliver ikke særlig stor, når man folder af almindeligt origamipapir. Min tester er foldet i origamipapir i størrelsen 15 x 15 cm. Den færdige æske er 7,5 cm lang, 3,7 cm høj og 3,4 cm i dybden (kan variere lidt).


Æsken åbnes i toppen.


Man trykker simpelthen på enden af top-kanten, og så åbner æsken sig. Super cool. Jeg vil prøve en af dagene og folde den i tapet (50 x 50 cm) - bare for at se, hvordan den tager sig ud. Og for at teste om tykkelsen på tapet er velegnet til at holde æsken stabil.


Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

søndag den 20. april 2014

5 x Gaveindpakningsinspiration

Min sidebar har fået en mindre overhaling i dag - nogle gange skal der jo ske lidt nyt. En af de større ting, jeg har gjort er at omdanne kategorien "Inspiration" til gaveindpakningsinspiration. Det ligger jo i virkeligheden i meget god tråd med bloggens ugentlige tema. Så må vi se, hvor længe det kan opretholdes før, der sniger sig andre spændende bloggere ind på listen igen :-)

5 anbefalinger er vel lige i øjet taget bloggens navn i betragtning. Jeg har valgt nogle blogs, der er dedikeret til gaveinpakning. Og på hver sin måde. Har du også nogle blogs, hvor du finder inspiration til gaveindpakning? Så læg gerne en kommentar og et link - jeg elsker ny inspiration...

1. Corinna Wraps

Corinna er en af de bloggere, jeg har fulgt længe. Hun har mange skønne forslag til gaveinpakninger og materialevalg på bloggen. Det er blandt andet her jeg har fundet inspiration til et ugentligt indlæg om gaveindpakning. Find hendes blog på Corinna Wraps.

2. The Gifted Blog
The Gifted Blog

Charissa har en skøn blog med masser af inspiration til genbrug i gaveindpakning. Hun laver sløjfer og pynt af plastikposer og emballage fra husholdningen. Og hendes familie leger gerne med. Hendes blog er også et mekka af links til skønne gratis print af gavemærker og andet godt. Jeg har haft et gæsteindlæg på hendes blog om gaveindpakningstraditioner i Danmark - du kan se indlægget her.

Og tag i øvrigt et kig forbi Charissa på The Gifted Blog.

3. Wrap artist
knife wrap
Kilde: Boakart.com

Her hersker kunstneren John Boak, der leger med gaveindpakning som en improvisationskunstform. Og resultaterne er sjove, skæve og provokerende. Det er ikke så ofte, der kommer nye indlæg, men resultaterne er noget ud over det sædvanlige. Jeg ville i hvert tilfælde spærre øjnene op, hvis jeg fik en gave fra John! Tag selv et kig på Johns blog.

4. Shiho's Craft Cafe

Kilde: Shiho's Craft Cafe

Gaveindpakning inspireret af de japanske traditioner i flotte klare farver. Kvinden bag er vokset op i Japan, og det skinner tydeligt i gennem. Jeg synes nogle gange, at det kan være svært at finde instruktioner på de klassiske japanske elementer på et sprog, der er til at tyde - det kan man finde her. Og der er også links til YouTube-videoer - Shihos egen kanal. Find mere inspiration her.

5. Wrap for you
Wrap for You
Kilde: Wrap for you

Ingrid fra Sydafrika er kvinden bag denne blog. Hun underviser blandt andet på gaveindpakningskurser - det anede jeg ikke, at der kunne være et marked for... Genialt. Og hendes blog har masser af eksempler på skønne gaver og teknikker. Se masser af eksempler på gaver på hendes galleriside her.




fredag den 18. april 2014

Påskepynt

I går viste jeg en påske-tema-indpakning frem til en værtindegave. Jeg fik selv en fin hjemmehæklet værtindegave forleden, som nu pynter på mine fine forårsgrene.


Super fine  og simple.



God påske!

onsdag den 16. april 2014

Påskeinspireret gaveinspiration

Jeg associerer mange forskellige ting med påsken. Påske betyder for mig forår, påskeliljer, lam, kyllinger, påskehare, påskeæg i sarte pastelfarver. Og ikke mindst farven lysegrøn og lysegul.

Inspireret af gårsdagens gaveinspiration har jeg fundet lidt flere gode idéer på nettet til skønne gaveindpakninger i påskens ånd.

Kilde: ribbonesia.com
 

Kilde: Ag2pre

Printable Gift Tag Easter Bunny in Pink Red Green Spring Colors Instant Download

mandag den 14. april 2014

Ugens gaveinspiration #16

Inspiration til gaveindpakning her i påsken. Vi skal til et par påskefrokoster i løbet af ugen, og værter og værtinder skal naturligvis have en lille gave. Her er den ene af dem. Måske kan du bruge idéen, hvis du skal til påskefrokost senere på ugen?



Gavemærket med påskeharen har jeg fundet på denne skønne blog, hvor der også er masser af andre flotte print og inspiration at hente. Jeg er vild med den origami-inspirerede påskehare, som også har inspireret mig til et stempel...

How to
Pak gaven ind i et flot stykke papir, der spiller lidt sammen med farverne i påskeharen.
Klip et "mavebælte" til gaven i et andet materiale. Sæt det på gaven en lille smule lavere end midten.
Bind et bånd et par gange rundt om mavebæltet
Skær/klip påskeharen ud og sæt den på gaven - henover båndet - ved hjælp af klisterpuder, så det skaber en let tredimensionel effekt.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

fredag den 11. april 2014

Broderi med rester


Jeg længtes efter et stille og roligt korsstingsbroderi, så derfor gik jeg i gang med "All you need is love". Helt basic mønster i én farve og lige ud ad landevejen. Det er ren afslapning og det går bare derudad.

Det var vist også tiltrængt efter, at jeg er kørt træt i min sommerfugl. Jeg har ikke opgivet, men den holder lige pause for en stund.

Mønsteret til All you need is love-hjertet var ikke helt som jeg ville have det. Så jeg har været i gange med at tegne et par nye bogstaver. Til det formål har jeg brugt en almindelig ternet blok, og jeg endte ud med et større landkort af sammentapede sider!

Nu har jeg fundet dette "milimeterpapir" på Stitchpoint, og det vil jeg bestemt bruge næste gang. Ja - jeg kan jo nok lige så godt erkende, at der kommer en næste gang...

onsdag den 9. april 2014

Ugens gaveinspiration #15


Her er kærestens anden gave. Det er som I kan se en af de bløde af slagsen. Og indpakningen fik lov at understrege det bløde look med forårsgrønt silkepapir. Samlingen har jeg foldet tilbage, så der opstår en flap. På den har jeg sat en strimmel masking tape suppleret af sorte dot klistermærker.

Tapen var en del af en skøn goodie bag fra weekendens blog træf. Jeg kommer med et selvstændigt indlæg om den senere på ugen.



Her er et afslørende billede af mit fotostudie - det er oftest gulvet ved vores store sydvendte altandør. Lyset er skønt i dagstimerne. I denne weekend havde vi hundebesøg, og han mente bestemt, at det var ham, der måtte være centrum for "photo shootet". Det var lige ved, at han satte sig ovenpå gaverne for at komme i centrum!

Nederst i billedet kan man se en gave fra hans mormor, som jeg havde pakket ind for hende. Indpakningen er simpel, men passer godt til de øvrige gaver. Sort papir i kraftig kvalitet, smalt grønt silkebånd og et lille kobberfarvet gavemærke.


Båndet er fra gemmerne og stammer så vidt jeg husker fra Magasin. Jeg har sat et lille marmormønstret gavemærke på med en sød håndskrevet tekst. Gavemærket er også produkt af blogtræffet, hvor jeg gik amok i papirrester og My:Min:Mys papirrester. Jeg har tilføjet et sort klistermærke, hvor jeg har lavet hullet i. Det giver lige den sidste finish.



How-to:
Fold indholdet således, at tøjet har en rimelig fast form. (Det skal altså ikke være en stor flad gave uden hold - der er nemlig ingen hold i papiret, og du risikerer, at det går i stykker inden gaven bliver afleveret.)
Pak gaven ind i to stykker silkepapir - mit dækkede ikke 100 pct., og jeg kunne have brugt tre ark og lagt dem ovenpå hinanden fra start.
Fold afslutningen to gange tilbage, så der opstår en flap, som du kan klistre et stykke masking tape på.
Luk gaven med et stykke tape. Jeg har valgt at sætte en sort dot ovenpå.
Bind båndet rundt om gaven på hjørnerne, så båndet indrammer gaven. Bind en sløjfe.
Dekorer med tre små sorte dots.
Bind gavemærket på med en lille tekst.

Og i dagens anledning havde jeg besøg af en lille linselus. På billedet kunne han næsten sige: "Hvad mener du? Er det ikke mig, du skal tage billeder af...?" Jamen det kan jeg da ikke stå for, så der blev lige knipset et par billeder mere.


Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

søndag den 6. april 2014

Ugens gaveinspiration #14


Tillykke med fødselsdagen, skat! I dag er det min forlovedes fødselsdag, så selvfølgelig skal han også have en smukt indpakket gave. Indpakningen kaldes for en kimono-indpakning og er inspireret af klassisk, japansk beklædning, hvor man vikler omkring i sindrige systemer. Jeg har fulgt denne vejledning fra Youtube.

Jeg har givet gaven et personligt ved at stemple direkte på papiret "tillykke skat" med mit bogstav-sæt fra japanske Muji, der sammen med washi-tapen bringer lidt japanske materialer ind i billedet. Det er vel i grunden meget passende ;-)


Denne gave er mit første forsøg, og der er plads til forbedring - men pyt det er bare en undskyldning for at pakke endnu en gave ind. Den er super flot og elegant i sit udtryk. Og min kæreste var heldigvis begejstret. (og så skal man jo holde sin utilfredshed med de små detaljer for sig selv...) Men næste gang vil jeg:

  • se om jeg kan få folderne til at flugte bedre, så panelerne bliver lige brede. 
  • og så vil jeg ikke bruge stribet papir. Mønster er fint, men ikke et mønster, der har så tydelig retning.

How to:
Klip papiret, så det kan nå rundt om gaven både i længden og bredden. Pas på det ikke bliver for stort, for så ender du med enten at skulle klippe af undervejs eller med papir, der bumler indenunder.
Brug kun denne indpakning til æsker/bøger med lige kanter. Låget på min æske gik ud over bunden, og jeg tror det var medvirkende til, at resultatet endte lidt skævt.
Følg videoen.
Luk den øverste flap med et lille stykke tape og sæt washi-tapen henover og lav samlingen på bagsiden.
Stempel en lille hilsen i nederste højre hjørne.

Materialer
Gavepapir fra Tiger - lidt for stift til formålet. I videoen bruger hun papir, der er blødere - lidt mere stofagtigt.
Masking tape til mavebælte og sejlgarn.
Stemplet med grøn farve direkte på papiret.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...