onsdag den 24. september 2014

Ugens gaveinspiration #34

Ugens gave er af den bløde slags. Indholdet af gaven inspirerede til det bløde udtryk med det let krøllede hvide papir og det koralfarvede bånd.

Nogle vil måske kunne kende båndet fra Magasin - jeg elsker, at de bruger kvalitetsbånd, der er værd at gemme og genbruge. Og det er genialt at binde smukke sløjfer med. Nogle gange kan man være heldig at finde bånd fra udgåede sæsoner ved deres selvbetjeningsgaveindpakningsstation på 5. sal ved siden af kundeservice. Og så er der mulighed for at lave en ekstra kunstfærdig gaveindpakning!


Det er vist ikke første gang, jeg viser en gaveindpakning med cirkelformede klistermærker brugt i stedet for tape. Og måske har du gættet det allerede - det er den anden halvdel af min mors fødselsdagsgave. Den første del viste jeg her.

Jeg kan godt lide, når gaverne passer sammen uden at være ens. Denne gang har jeg gjort det ved at vælge en fælles farve - her koral - som er gennemgående. På denne gave er det båndet, på den første var det papiret, der havde et svagt koralfarvet mønster. De naturfarvede cirkel-klistermærker er gennemgående. 



Samlingen i gavepapiret har jeg lavet på forsiden af gaven, fordi jeg synes klistermærkerne bidrager til at give gaven lidt udtryk. Nogle gange er det sjovt at fremhæve det, som man plejer at gemme væk.


Enderne er også lukket med to cirkelklistermærker. Jeg har med vilje bundet båndet lidt stramt, så det rynker papiret lidt. Det har to formål - dels kan det være svært at få båndet til at sidde (og blive siddende til gaven skal gives), dels bidrager det til den let krøllede effekt papiret allerede har.

How-to
Pak gaven ind i hvidt papir. Krøl papiret let inden. Hvidt papir er ofte lidt gennemsigtigt, så måske skal det to gange omkring gaven.
Luk gaven på fronten og sørg for at lave et pænt ombuk, så kanten er fin og lige. Sæt to klistermærker på - gerne tæt ved hinanden og let forskudt fra midten.
Fold enderne og luk igen med to klistermærker.
Bind båndet omkring gaven - to gange på den korte led og kryds på bagsiden, så du kan binde sløjfen forskudt for de to bånd på tværs.

Materialer
Papir fra lageret. Ukendt oprindelse.
Bånd - genbrug fra Magasin.
Klistermærker - Søstrene Greene.

Indlægget er en del af en serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...